På sporet af nomadelivet med maleren Muna Xasan
I Muna Xasans malerier bevæger landskabet sig. En kamelkaravane opløses i støvede penselstrøg, et telt står som et mørkt tegn mod den lyse himmel, og kvindeskikkelser bærer både vandbeholdere, børn og fortællinger. Den somaliske kunstner bruger nomadelivet som motiv, men hendes værker handler i lige så høj grad om tilhørsforhold, hukommelse og den styrke, der findes i konstant bevægelse.
For mange i den somaliske diaspora er billeder af ørkenen forbundet med mere end natur. De rummer minder om bedsteforældre, landsbyer, dyr, handelsruter og den rytme, som opstår, når hverdagen følger regnen. Xasan omsætter disse erindringer til moderne maleri, hvor traditionelle symboler møder abstraktion og personlige erfaringer.
Vi møder kunstneren i hendes atelier, hvor lærreder læner sig op ad væggen, og pigmenter i okker, indigo og brændt sienna fylder arbejdsbordet. Samtalen handler om at male et liv, som ofte er blevet beskrevet udefra, og om hvorfor somaliske kvinder skal have plads til selv at definere deres visuelle arv.
Maleriet som vandring
Hvad betyder nomadelivet for dig som kunstner?
“Det er først og fremmest en måde at forstå verden på,” siger Muna Xasan. “Nomadelivet handler ikke kun om at flytte sig fra et sted til et andet. Det handler om at læse jorden, himlen, dyrenes adfærd og menneskers behov. Man lærer, at hjem ikke altid er en bygning. Hjem kan være en retning, en sang eller den person, man følges med.”
I hendes værker ses sjældent et fast geografisk punkt. Horisonten er åben, og figurerne er på vej. Nogle gange bevæger de sig mod et vandhul, andre gange væk fra et område, hvor græsset er blevet sparsomt. Denne bevægelse giver malerierne en særlig spænding: De er fyldt med længsel, men også med handlekraft.
Hvordan begyndte du at male disse motiver?
“Jeg voksede op med historier, hvor landskabet havde en stemme. Min mor fortalte om kvinder, der kunne finde vej efter stjernerne, og om familier, der vidste, hvornår det var tid til at pakke teltet. Da jeg senere så, hvordan Somalia ofte blev vist i medierne, manglede jeg billeder af hverdagen, værdigheden og skønheden. Så jeg begyndte at male det, jeg kendte gennem min familie.”
Et hjem i bevægelse
Xasan arbejder ofte med lag. Først lægger hun en jordfarvet bund, derefter skitserer hun konturer af telte, dyr eller menneskekroppe. Til sidst bryder hun formerne op med farvefelter og fine linjer. Resultatet er hverken et rent realistisk landskabsmaleri eller en fuldstændig abstrakt komposition. Det ligger imellem, ligesom mange minder gør.
Hun forklarer, at hendes metode også afspejler diasporaens erfaring. “Når man bor langt fra det sted, ens familie kommer fra, bliver minderne sammensat. Man arver bestemte fortællinger, men man fylder selv nye billeder på. Jeg maler ikke en historisk rekonstruktion. Jeg maler den måde, arven føles på i kroppen.”
| Motiv eller element | Betydning i værkerne | Visuelt udtryk |
|---|---|---|
| Kameler og geder | Overlevelse, handel og fællesskab | Gentagne silhuetter og rytmiske linjer |
| Teltet | Midlertidighed, beskyttelse og hjem | Mørke former mod åbne flader |
| Vand | Håb, ansvar og livets kredsløb | Blå strøg, der bryder varme farver |
| Kvindefigurer | Viden, omsorg og beslutningskraft | Stabile positurer og tydelige konturer |
| Horisonten | Fremtid, afstand og migration | Lange linjer med få faste grænser |
Kunstneren vil især vise, at nomadiske samfund ikke kan reduceres til romantiske billeder af ørken og kameler. “Der findes hårdt arbejde, tørke, tab og usikkerhed. Men der findes også humor, omsorg, musik, handel og dyb viden. Jeg prøver at holde alle de lag sammen, så billederne ikke bliver postkort.”
Kvindernes blik på historien
Kvinder står centralt i Xasans malerier. De bærer ikke blot byrder; de orienterer sig, træffer valg og skaber sammenhæng. I flere værker står en gruppe kvinder med ryggen til beskueren, vendt mod en fjern horisont. Deres ansigter er skjulte, men deres kropssprog er roligt og bestemt.
“Jeg er interesseret i den viden, der ofte ikke bliver skrevet ned,” siger hun. “Kvinder har kendt planterne, dyrene, fødslerne, sygdommene og de sociale regler. De har holdt familier og fællesskaber sammen under meget vanskelige forhold. Når jeg maler dem, vil jeg ikke gøre dem til symboler uden liv. Jeg vil vise deres beslutninger.”
Hendes tilgang knytter sig til en bredere samtale om afrikanske kvinders repræsentation i kunst og kultur. For Xasan handler synlighed ikke kun om at være til stede på en udstilling. Det handler også om at bestemme, hvilke historier der fortælles, hvilke farver der forbindes med et sted, og hvem der får lov til at definere skønhed.
Farver fra tørke og regn
Palettevalget er et af de mest markante træk ved Xasans kunst. Hun bruger varme sandtoner sammen med intense blå, grønne og lilla nuancer. Farverne kan minde om tør jord efter regn, men også om tekstiler, perler og indigo-farvet tøj.
“Jeg tænker meget på kontraster,” fortæller hun. “Tørke er ikke bare brun. Når lyset rammer jorden, kan den være rosa, rød, næsten violet. Og når regnen kommer, forandrer alt sig hurtigt. Farverne bliver stærkere, planterne dukker op, og menneskerne bevæger sig på en anden måde.”
Hun blander akrylmaling med sand, kridt og naturlige pigmenter for at give overfladen en taktil kvalitet. Når man ser værkerne tæt på, fremstår de ujævne og levende. Overfladen minder om spor i jord eller aftryk efter en vandring, mens de tynde pensellinjer giver kompositionerne en følelse af vind.
Fra familiehistorie til samtidskunst
Xasan afviser idéen om, at kunst med afrikanske motiver skal placeres i en særskilt kategori. For hende kan et maleri om nomadeliv sagtens være samtidskunst, selv om det henter inspiration i ældre levemåder.
“Tradition er ikke et museum,” siger hun. “Den ændrer sig, fordi mennesker ændrer sig. Jeg kan bruge et gammelt symbol og sætte det sammen med en form, jeg har set i en moderne by. Begge dele er en del af mit liv.”
Hendes værker bygger bro mellem kontinentet og diasporaen. De taler til mennesker, som har levet tæt på det somaliske landskab, og til dem, der kun kender det gennem familiens fortællinger. Derfor opleves billederne både konkrete og åbne. De handler om Somalia, men også om migration, klima, identitet og den arv, der føres videre gennem generationer.
At se med egne øjne
Når Muna Xasan viser sine malerier, insisterer hun på, at publikum tager sig tid til at se på detaljer. De første indtryk kan være landskabelige og rolige, men ved nærmere eftersyn dukker der små fortællinger op: en hånd, der holder en snor, et barn under et tæppe, fugle over en tør flodseng eller spor efter fødder i sandet.
Hun håber, at beskueren mærker en forbindelse frem for blot at lede efter forklaringer. “Jeg vil gerne have, at folk ser noget, de måske ikke kender, uden straks at gøre det fremmed. Et maleri kan skabe respekt, før man har alle ordene.”
For læsere, der vil følge afrikanske kunstnere, udstillinger og kulturelle møder, samler magasinet løbende aktuelle arrangementer i nyheder og begivenheder. Her kan man finde flere veje ind i de historier, som kunstnere fra kontinentet og diasporaen fortæller med deres egne stemmer.
Måder at møde værkerne på
- Se først på helheden, og læg derefter mærke til de små symboler i landskabet.
- Sammenlign farverne i tørre og regnfulde scener for at følge værkernes følelsesmæssige skift.
- Læs kunstnerens egne ord, når de er tilgængelige, i stedet for kun at stole på andres fortolkninger.
- Tal med børn og unge om, hvordan et hjem kan være både et sted, en bevægelse og en erindring.
Muna Xasans malerier minder os om, at nomadeliv ikke hører fortiden til, og at kulturarv ikke er statisk. Hendes lærreder bevæger sig mellem savanne og storby, mellem familiehistorie og personlig frihed. Følg Afrikan Goddess Magazine for flere portrætter, interviews og fortællinger om afrikanske kvinders kunstneriske indflydelse, og giv plads til de billeder, der lader afrikanske erfaringer tale på egne præmisser.