Farver, arv og modstandskraft: samtale med en ivoriansk kunstner
I sit atelier i Abidjan arbejder Mariam Koffi med jordfarver, dyb blå og lysende okker. Hendes malerier viser kvinder med ranke skuldre, rolige blikke og hænder, der både skaber, beskytter og bærer. Figurerne er sjældent placeret alene. De står i familier, på markeder, ved kysten eller midt i en by, hvor hverdagen bevæger sig hurtigt.
Dette interview med en ivoriansk kunstner om at male kvinders modstandskraft handler derfor ikke kun om teknik. Det handler om erindring, fællesskab og de stille handlinger, der får kvinder til at fortsætte, når livet kræver mere, end de havde forestillet sig.
Koffis billedverden er forankret i Côte d’Ivoire, men hendes temaer rækker langt ind i den afrikanske diaspora. Hun maler kvinders arbejde, omsorg, ambitioner og indre styrke uden at gøre dem til symboler på lidelse. Hos hende er modstandskraft en levende kraft med mange ansigter.
Et blik, der begynder i hverdagen
Hvordan opstod din interesse for at male kvinder?
Jeg voksede op med kvinder, der hele tiden var i bevægelse. Min mor solgte tekstiler, min tante drev en lille restaurant, og mine kusiner balancerede uddannelse, arbejde og familieliv. Jeg så deres træthed, men jeg så også deres humor, deres beslutninger og deres evne til at skabe plads til andre.
Da jeg begyndte at male, ville jeg give opmærksomhed til de øjeblikke, som sjældent bliver skrevet ind i historiebøgerne. En kvinde, der åbner sin butik før solopgang. En søster, der sender penge hjem. En bedstemor, der husker navne, opskrifter og historier. Disse handlinger er fundamentet under mange samfund.
Modstandskraft uden romantisering
Koffi er bevidst om, at ordet modstandskraft kan blive problematisk, hvis det bruges til at forvente, at kvinder altid skal kunne klare alt. Hendes portrætter forsøger derfor ikke at fremstille styrke som tavshed eller selvopofrelse.
Hvad betyder modstandskraft for dig?
Modstandskraft er ikke at skjule smerte. Den kan være at sige nej, at bede om hjælp eller at begynde forfra. Nogle gange er det modstandsdygtige menneske ikke den, der står oprejst i centrum af billedet, men den, der hviler, mens andre passer på hende.
Hun maler ofte små tegn på sårbarhed ind i kompositionerne: en åben hånd, et sænket blik eller en krop, der læner sig mod en anden. På den måde bliver fællesskab en del af styrken. Kvinderne behøver ikke bære deres liv alene for at være stærke.
Farver med rødder i Côte d’Ivoire
Koffis palet er tæt forbundet med hendes omgivelser. Rødbrune toner minder hende om lateritjorden, mens grønne nuancer peger mod regntidens frodighed. Den blå farve vender tilbage som en forbindelse til havet og til de rejser, der har formet regionens historie.
Hun bruger også teksturer inspireret af vævede stoffer, flettede kurve og slidte husmure. Nogle lærreder får lag af sand, pigment og kul, før penslen kommer på. Overfladen bliver dermed en slags arkiv, hvor spor af arbejde og tid kan mærkes.
| Kunstnerisk greb | Betydning i værkerne | Følelse hos beskueren |
|---|---|---|
| Okker og terrakotta | Rødder, jord og tilhørsforhold | Varme og genkendelse |
| Dyb blå | Hav, afstand og indre refleksion | Ro og eftertanke |
| Overlappende figurer | Familie, solidaritet og arv | Forbundethed |
| Grove overflader | Arbejde, slid og erindring | Nærhed og tyngde |
| Lyse detaljer | Håb, humor og fremtid | Bevægelse og energi |
Kvinder som subjekter
I mange af Koffis malerier vender kvinderne ansigtet direkte mod beskueren. Det er et bevidst valg. Hun ønsker ikke, at de skal se ud, som om de venter på at blive vurderet eller reddet. De har allerede deres eget blik, deres egne beslutninger og deres egne historier.
Hvad vil du gerne ændre i måden, afrikanske kvinder bliver fremstillet på?
Jeg vil gerne have, at vi bliver set som hele mennesker. Vi kan være mødre, ledere, kunstnere, elskende, døtre og drømmere, men ingen af rollerne bør opsluge de andre. Når jeg maler en kvinde, prøver jeg ikke at forklare hende. Jeg prøver at give hende rum.
Denne tilgang forbinder hendes arbejde med en bredere samtale om identitet, repræsentation og afrikanske kvinders synlighed. Hendes figurer er ikke dekoration i et rum. De fylder rummet og kræver, at man ser længere end de forventninger, der ofte knytter sig til køn, hudfarve og social rolle.
Arv, diaspora og nye fortællinger
Koffi arbejder med minder fra Abidjan, men hun har også en voksende tilknytning til ivorianske og vestafrikanske fællesskaber i Europa og Nordamerika. Når hun møder kvinder fra diasporaen, genkender hun både ligheder og forskelle i deres fortællinger.
En kvinde kan savne familiens sprog, samtidig med at hun skaber et nyt hjem i en anden by. En anden kan bære traditioner videre gennem mad, musik eller tøj, men fortolke dem på sin egen måde. For Koffi er kultur ikke en fast genstand, der skal beskyttes bag glas. Den bevæger sig med mennesker.
Hendes arbejde passer derfor naturligt ind i samtaler om afrikansk kunst, litteratur, mode og kvindeligt lederskab. Læsere, der vil følge flere stemmer fra kontinentet og diasporaen, kan finde afrikanske profiler, hvor personlige erfaringer møder større kulturelle spørgsmål.
Atelieret som et sted for omsorg
Kunstnerens atelier fungerer som arbejdsrum, men også som et sted, hvor venner, studerende og lokale kvinder kan komme forbi. Hun arrangerer lejlighedsvise maleværksteder, hvor deltagerne ikke behøver at have kunstnerisk erfaring. Målet er at skabe billeder, der tager udgangspunkt i deres egne minder.
Koffi mener, at kreativitet kan give kvinder et sprog for følelser, som ellers bliver skubbet til side. Et penselstrøg kan rumme vrede. En farve kan fastholde glæde. Et fælles lærred kan gøre det lettere at tale om tab, håb og fremtid.
Hvad håber du, at publikum tager med sig fra dine malerier?
Jeg håber, de ser styrke som noget, der kan være blødt. Jeg håber også, at kvinder genkender sig selv uden at føle, at de skal leve op til et bestemt billede. Et maleri skal ikke give en ordre. Det skal åbne en dør.
Når kunsten bliver et fælles vidnesbyrd
Koffis værker minder os om, at modstandskraft findes i både store gennembrud og gentagne hverdagsvalg. Den kan ses i en ivoriansk kvindes virksomhed, i en mors omsorg, i en studerendes ambition eller i en ældre kvindes beslutning om at fortælle sin historie videre.
For kunstneren er det afgørende, at disse fortællinger ikke kun bliver betragtet gennem kriser. Kvinder fortjener også billeder af latter, hvile, begær, venskab og triumf. Hendes lærreder forsøger at holde alle disse erfaringer sammen uden at reducere dem til én enkel fortælling.
Følg med i kommende udstillinger, samtaler og kulturarrangementer via aktuelle begivenheder, og lad Koffis farver være en påmindelse om, at afrikanske kvinders historier fortjener både plads og nuancer.
Når en kvinde træder frem i hendes malerier, står hun aldrig kun for sig selv. Hun bærer spor af dem, der kom før, og muligheder for dem, der kommer efter. Det er måske kunstens stærkeste form for modstand: at gøre et menneskes liv synligt, komplekst og umuligt at overse.