»Et magasin for afrikanske kvinder og den afrikanske diaspora — historier, der styrker, inspirerer og forbinder.«

Karriere · Kærlighed · Kultur · Mode

Stort gallerirum med ovenlys, hængende kuglelamper og en gulvinstallation af små skulpturer i varme jordfarver

NYHEDSBREV

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores e-nyhedsbrev og få de seneste artikler, profiler og begivenhedsopdateringer direkte i din indbakke.

ANBEFALET

Vi anbefaler

Africa's First Ladies

Profiler

Portrætserie om afrikanske førstedamer — deres arbejde, indflydelse og visioner for deres lande.

Afrikan Goddess Awards

Priser

Magasinets egen prisbegivenhed, der hylder bemærkelsesværdige afrikanske kvinder og deres bedrifter.

Letters to the Editor

Brevkasse

Læsernes egne stemmer — refleksioner, reaktioner og samtaler om magasinets indhold.

Interview med en tanzanisk billedkunstner om tekstil og performance

I en mørk scene i Dar es Salaam sidder en stor grå klædning over en stol. En hånd rører let ved stoffets kanter, og et gennemsigtigt klæde falder ned som en silhuet. Der er ingen fortællende tekst eller tydelig genstand. Stoffene, lyset og kroppens bevægelse fortæller i stedet om hud, hukommelse og de forventninger, der følger en kvinde gennem hverdagen. Sådan Laver Du En Traditionel Injera Med Fermenterede Toppings.

Kunstneren hedder Amina Juma. Hun arbejder med installation, tekstil, film og liveperformance og bruger ofte rester, tøj og håndlavede materialer, der bærer tegn på tidligere brug. Hendes projekter forbinder det private med det offentlige og skaber rum, hvor tanzanisk historie kan forhandles frem for blot blive repræsenteret.

For Juma er tekstil et levende materiale, der kan ændre betydning, altid efter hvem der bærer det. Når hun tilføjer performance, bliver stoffet en slags koreografisk sprog. Det folder, strammer, skjuler og afslører kroppen, mens bevægelsen gør materialet uforudsigeligt og tilgængeligt for dem, der ser installationen.

I samtalen fortæller hun om familiens betydning, arbejdet med genbrugte stoffer, samarbejder med dansere og det vanskelige ved at skabe kunst, der både kan rejse og forblive tro mod sin oprindelse.

Et stof med familiehukommelse

Juma voks op med en mor, der syede og ændrede tøj, og hun lærte tidligere at lægge mønstre, beregne stof og reparere ting, der ellers var blevet smidt ud. “Min mor viste mig, at et stykke tøj aldrig kun er et stykke tøj. Den har en krop, en historie og en fremtid,” siger hun.

Hendes tidlige arbejde var præget af portrætter og visuel research. Det var undervejs, at hun for alvor begyndte at undersøge, hvordan tøj kan fortælle om social status. En institutionsbygning kunne ligne et slående kjole, en uniform eller en kappe, hvis man brugte stoffet rigtigt.

I dag kalder hun dette en bevægelse væk fra det maleriske og hen imod materialet. “Jeg ville ikke bare vise et klædeskab. Jeg ville få det til at arbejde. Det skulle kunne mærkes, foldes og åbne sig, mens kunstneren stod i det,” fortæller hun.

Materialer, der fortæller videre

Juma køber tekstil på lokale markeder, i genbrugsbutikker og gennem familier, der opbevarer tøj gennem flere generationer. Hun lægger mærke til farve, håndværk og slid. En klynge af plettede kofte eller en kappe med synlige reparationer kan blive grundlaget for en hel installation.

Under researchfasen samler hun stof, fotografier og noter i digitale billedmapper. Det digitale arkiv hjælper hende med at holde stoffene i dialog med steder, stemmer og familiehistorier, som også indgår i værkerne.

Hun bruger ofte farver, der er fundet i vævningen eller undertøjets snit, mens materialet holdes synligt i rummet. “Jeg vil hellere lade materialets alder stå frem. En lille plet kan fortælle om arbejde, varme eller en begivenhed, som jeg aldrig får at vide,” siger Juma.

Når stoffet bliver bevægelse

I Jumas performances bliver klæderne ikke statiske genstande. De kan falde, blive viklet om kroppen eller bæres af flere personer på én gang. En danser kan trække et stykke stof gennem rummet og efterlade en åben form, der forsvinder, når bevægelsen ophører.

Samarbejdet med koreografer og musikere er derfor en central del af praksis. Ifølge Juma fungerer stoffet som en slags notation. “Det fortæller kroppen, hvad den kan gøre. En tyng sy linje kan blive til et loop, en tung kappe kan skubbe en bevægelse eller få den til at holde sig helt stille,” forklarer hun.

Hun samarbejder desuden med skuespillere, hvis kroppe fortæller en anden historie end den, der læses i scenografien. Det skaber en rytme mellem påstand og modsigelse, mellem det synlige og det, der næsten forsvinder.

Resultatet af en performance findes aldrig helt i et billede. “Fotografiet fanger et øjeblik, men performance fortsætter i hukommelsen. Seerne kan blive ved med at huske, hvordan stoffet faldt eller hvordan lyden standsede,” siger hun.

Identitet mellem marked og museum

Juma arbejder i et visuelt miljø, hvor mangfoldige fortællinger mødes. Arabiske, indiske, swahili og europæiske påvirkninger gennemsyrer både hendes dagligdag og hendes materialer. Hun ønsker ikke at låse sin praksis fast til en enkelt kulturel forklaring.

“Et klæde kan have rødt i sin oprindelse og få en anden betydning, når det bruges i en by, i en kirke eller på et museum. Det er ikke en svaghed. Det er livet i stoffet,” siger hun.

Hun bruger ofte swahili i arbejdstitler og i materiale, der indgår i film. Ordet bliver en lyd, et mønster eller en skygge, altid efter behov. Derved undersøger hun, hvordan sprog bevæger sig mellem krop, rum og betyder.

For hende handler det om at skabe plads til fortællinger, der kan ændre sig undervejs. “Identitet skal ikke pakkes ind som en kurve og sendes hjem. Den skal kunne åbnes, diskuteres og bruges af nye mennesker,” siger Juma.

Hverdagen som kilde til farve og form

Selv om hendes værker ofte arbejder med historie, begynder de flere gange ved en madpakke, en kjole eller en hånd, der folder et klæde. Underlæg, duge og køkkenklæder får en plads i hendes univers sammen med monumenter og arkiver.

Hun beskriver særligt den taktile oplevelse ved mad på en dug. “Når jeg spiser en traditionel injera, kan jeg mærke, hvordan farver, teksturer og hænder mødes. Det er en billedkunst uden ramme,” siger hun.

Jeg henter inspiration i hverdagen på en måde, der både er noget, man kan se, og noget, man kan smage. Hun fremhæver den kontrast, der opstår, når et hverdagsstof placeres i en galeri og møder et publikum, der er vant til at se sådanne genstande på en anden måde.

Blandingens sanselige karakter fører frem til møder mellem kunst og kultur. Gennem maden taler hun om fællesskab, arbejdsdeling og den værdi, det har at sidde sammen. “Et måltid er også en performance. Der er rytmer, bevægelser og plads til både dem, der serverer, og dem, der modtager,” siger hun.

At skabe kunst med et bæredygtigt grundlag

Juma forsøger at arbejde med lokale producenter og håndværkere, når et projekt kræver særlige stoffer eller teknikker. Hun ser samarbejdet som en mulighed for at udvikle nye designs, men også som et spørgsmål om fairness, løn og rettigheder.

Internationale gæstespil og digitale visninger har givet hendes arbejde større synlighed. Samtidig rejser hvert arrangement nye spørgsmål om transport, klima og hvordan værkerne kan produceres igen. “Jeg tænker på, hvad der sker, når en kunstner og et stof skal bevæge sig gennem verden. Hver bevægelse efterlader et spor,” siger hun.

Hun ønsker at fremme en kunst, der værdsætter reparation og genbrug frem for ren nyhed. Det betyder ikke, at arbejdet skal se færdigt eller uperfekt. “Materialet skal vise, at det er blevet brugt. Det skaber en ærlighed mellem objektet og den verden, det kommer fra,” siger hun.

For hende er bæredygtighed både praktisk og æstetisk. Den handler om at kende sit materials historie, betale ordentligt for arbejdet og undgå at gøre kunst til en livsstilsgenstand uden forbindelse til de mennesker, der bærer den.

Når man går ind i Jumas arbejde, møder man derfor klæder, der ligner både kvinder og landskaber. De folder sig, får plads og forsvinder igen. Det er i denne bevægelse, at privatliv, kultur og historie bliver synlige.

Det værd at huske er, hvordan Amina Juma giver tekstil en stemme. Ved at lade stoffet blive krop, arkiv og performance skaber hun billeder, der forandrer sig med dem, der møder dem.