Når highlife møder contemporary i Ama Mensahs dans
I et øvelokale i Accra begynder musikken med en guitarfigur, der kunne høre hjemme på en gammel highlife-plade. Kort efter bliver rytmen brudt op af dybe basstoner og elektroniske pulsslag. Midt i lydbilledet bevæger danseren Ama Mensah sig fra små, præcise hoftebevægelser til lange stræk gennem rummet. Hendes koreografi forbinder ghanesisk arv med contemporary dance uden at gøre nogen af delene til pynt. Essays Hvad Min Farmors Opskrifter Lærte Mig Om Modstandsdygtighed.
For Ama er dansen et sprog, der kan rumme flere tider på én gang. Hun er vokset op med highlife fra familiens radio, kirkelige rytmer, azonto fra gaderne og den moderne scenekunst, hun senere mødte på danseskoler og festivaler. I hendes arbejde bliver disse påvirkninger ikke blandet tilfældigt. De bliver undersøgt, skilt ad og samlet på ny.
Samtalen handler om musikalitet, identitet og den frihed, der opstår, når en afrikansk danser selv får lov til at bestemme, hvordan hendes krop og kultur skal læses på scenen.
Fra Accra til scenens eget sprog
“Jeg lærte at danse, før jeg vidste, at det var noget, man kunne kalde en karriere,” fortæller Ama. Som barn efterlignede hun sin mors bevægelser ved familiefester og fulgte kusinerne, når de øvede koreografier til highlife og hiplife. Der var ingen fast opdeling mellem tradition, populærmusik og hverdagsliv. Dansen fandtes overalt: ved bryllupper, i kirken, på skolegården og foran fjernsynet.
Da hun senere begyndte på formel dansetræning, oplevede hun, at contemporary ofte blev undervist gennem europæiske teknikker og æstetikker. “Jeg elskede disciplinen og muligheden for at arbejde med vægt, balance og rum. Men jeg savnede noget, der føltes som mit eget udgangspunkt.” I stedet for at vælge mellem genrer begyndte hun at undersøge, hvordan hendes kulturelle referencer kunne indgå i et nutidigt scenisk udtryk.
Når highlife får en ny puls
Highlife er for Ama mere end en musikalsk stil. Den rummer minder om familie, migration, humor og social observation. De karakteristiske guitarlinjer og den fremadrettede rytme giver hendes bevægelser en særlig lethed, men hun arbejder også med musikkens pauser og gentagelser. På den måde kan et enkelt hoftecirkelforløb udvikle sig til en undersøgelse af tid, længsel eller hjem.
“Jeg vil ikke kopiere den måde, nogen dansede på i 1960’erne,” siger hun. “Jeg vil forstå, hvad rytmen gør ved kroppen, og hvad den betyder for os nu.” I prøverne lader hun musikerne spille live, mens danserne improviserer. Nogle sekvenser bliver født af en guitarfigur, andre af en samtale om bestemte sange og de historier, de bærer med sig.
Hendes metode minder om den måde, kulturelle fortællinger kan åbnes gennem lyd og bevægelse. Inspirationen kommer også fra andre kunstformer, og hun finder jævnligt nye perspektiver i afrikanske podcasts, hvor kunstnere diskuterer arv, samtid og kreativ frihed.
Kroppen som arkiv
I Amas koreografier er kroppen et levende arkiv. Hun arbejder med bevægelser, som mange ghanesere genkender intuitivt, men hun placerer dem i nye sammenhænge. En håndbevægelse fra en fest kan blive langsom og næsten meditativ. Et trin, der normalt forbindes med glæde, kan gentages, indtil det får en mere alvorlig eller sårbar klang.
“Jeg tænker meget på, hvad kvinder bærer med sig,” siger hun. “Vores kroppe husker arbejde, omsorg, migration, dans og modstand. Der findes historier i måden, vi står på, før vi overhovedet begynder at bevæge os.” Derfor er hendes sceniske univers ofte befolket af kvindelige figurer, der forhandler mellem forventninger udefra og deres egen indre rytme.
Hun beskriver denne tilgang som en form for samtale med sine formødre. I arbejdet med familiehistorier har hun fundet genklang i min farmors opskrifter, fordi madlavning og dans begge kan overføre viden uden lærebøger. Begge dele rummer gentagelse, intuition og en hukommelse, der bliver ved med at forandre sig.
At skabe med flere generationer
Amas prøver begynder sjældent med en færdig idé. Hun samler lyde, familiefortællinger, fotografier og bevægelsesfragmenter, før hun beslutter, hvilken retning værket skal tage. Hun inviterer også ældre musikere og yngre dansere ind i processen. Det giver plads til uenighed, og det er ofte dér, hun finder det mest interessante materiale.
“De ældre kan spørge, hvorfor jeg ændrer noget, de ser som velkendt. De yngre kan spørge, hvorfor jeg overhovedet vil bevare det. Begge spørgsmål er nødvendige.” For hende er tradition ikke en fast form, der skal beskyttes mod forandring. Den er en praksis, der hele tiden får nyt liv gennem dem, der bruger den.
Samarbejdet har også lært hende at være mere opmærksom på de magtforhold, der findes i kulturproduktion. Hvem får lov til at definere, hvad der er autentisk? Hvem bliver betragtet som moderne, og hvem bliver placeret i en folkloristisk ramme? Ama ønsker, at hendes værker kan være lokale og globale på samme tid uden at skulle forklare deres afrikanske udgangspunkt væk.
Publikum mellem genkendelse og overraskelse
Når publikum ser hendes forestillinger, reagerer de ofte forskelligt. Nogle genkender rytmerne med det samme og begynder næsten ubevidst at bevæge skuldrene. Andre bliver overraskede over, at highlife kan indgå i et abstrakt scenisk værk med lange tavse passager og skiftende lys. Ama ser begge reaktioner som en del af mødet.
“Jeg vil gerne give folk noget, de kan genkende, men jeg vil også skabe et rum, hvor de ikke ved præcis, hvad der kommer.” Hun er mindre interesseret i at levere en forklaring end i at skabe en kropslig oplevelse. Musikken skal kunne mærkes, før den bliver analyseret.
I den digitale kultur, hvor mange opdager nye kunstnere gennem korte klip, forsøger hun at beskytte den langsomme oplevelse. Hun deler gerne uddrag fra prøver, men understreger, at en koreografi først udfolder sig fuldt ud i rummet. Til inspiration følger hun også samtaler om film og scenekunst gennem afrikanske kulturfavoritter, som udvider hendes blik på fortælling og form.
En arv i bevægelse
Ama drømmer om flere samarbejder mellem dansere, komponister og designere fra Ghana og resten af diasporaen. Hun forestiller sig forestillinger, hvor highlife møder elektronisk musik, spoken word og videokunst, uden at genrerne mister deres særpræg. For hende handler internationalt arbejde ikke om at gøre værkerne mere neutrale, så de passer ind overalt. Det handler om at lade flere lokale stemmer rejse.
Hun er også optaget af de strukturer, der gør en karriere mulig for unge dansere. Adgang til studier, løn under prøver og rum til eksperimenter er afgørende, hvis nye kunstnere skal kunne skabe på deres egne præmisser. “Talent er ikke nok, hvis man hele tiden skal overleve ved siden af. Vi har brug for institutioner, der tager afrikansk dans alvorligt som samtidskunst.”
Da samtalen slutter, vender Ama tilbage til prøvesalen. Guitarfiguren begynder igen, denne gang langsommere. Hun lader fødderne finde en velkendt rytme, før overkroppen bevæger sig i en uventet retning. I det øjeblik bliver forbindelsen mellem highlife og contemporary tydelig: Arven bliver ikke stående bag hende, men bevæger sig med hende ind i fremtiden.
Det, man skal huske, er, at hendes dans ikke vælger mellem tradition og fornyelse. Den viser, at kulturel arv kan være levende, undersøgende og fri til at ændre form.