Traditionens dans bliver levende i eksil
Merveille Niyonsenga står midt i en øvelse i København. Trommerne sætter tempoet, og hendes krop svarer med klap, sving og skarpe vendinger. Hun danser burundisk tradition på en scene langt fra sit barndomshus, men rytmen føles stadig hjemme.
Det er ikke et projekt om at genskape fortiden. For Merveille handler det om at holde en levende forbindelse mellem generationer, sprog og de steder, hvor hendes familie har fundet sig. I Danmark har hun fundet nye fællesskaber uden at afgive sit burundiske navn eller sin kulturelle baggrund.
I et interview med Afrikan Goddess Magazine fortæller hun om de øjeblikke, hvor bevarelse bliver særlig tydelig: en børne, der genkender en dans, et kirkebesøg, hvor trommerne samler familien, eller en tur til Burundi, hvor lyderne får nye betydninger.
Samtalen handler også om forholdet mellem trofasthed og udvikling. Merveille ønsker ikke, at traditionen skal stå stille i en forgangen tid. Hun vil have den til at møde nutidens mennesker, så den kan gives videre i en verden, der både ligner hendes hjemland og er anderledes.
Dansen bærer mere end koreografi
“Min krop husker rytmen, før mit sprog kommer tilbage,” siger Merveille. Som barn lærte hun at lytte til trommerne, se hvordan de ældre dansede og mærke, hvornår rytmen skiftede karakter. De oplevelser sidder i musklerne.
I burundisk dans får kroppen en aktiv stemme. Trommerne angiver pulsen, mens danseren reagerer med bevægelser, der skaber svar og nye mønstre. Bevaringen handler derfor om mere end at huske trin. Den handler om at forstå, hvordan rytmen, holdet og rummet arbejder sammen.
For hende er bevarelse forbundet med at holde kontakten til hjemlandet levende. Før en rejse til Burundi kan det være nyttigt at researche på Theils magasin, men hun understreger, at virkeligheden mødes gennem mennesker, familier og fællesskaber.
Et hjem i Danmark, en stemme i Burundi
“Exil er ikke det samme som at forlade noget,” siger Merveille. Hun har fundet et hjem i Danmark, hvor hun underviser, optræder og møder andre afrikanske kunstnere. Det har givet hendes arv nye former og nye publikummer.
Hendes familie lever i begge lande. Det betyder, at hun ofte rejser til Burundi, men også at hun har oplevet, hvordan det er at skulle forklare sin kulturelle baggrund i et nyt sprog. Der opstår ofte en følelse af at genkende rytmerne, men ikke altid kunne sætte ord på dem.
Familiebesøg har været afgørende. Ved sammenlægninger opstår minder om bestemte klap, rytmer og fortællinger, som hun genkender igen og igen. Sådan får hun bekræftet, at den dans, hun underviser i, ikke blot er en koreografisk konstruktion, men en del af familiens fælles hukommelse.
Sproget gør arven hørbar
Under øvelserne blandes dansk og kirundi. Rytmerne bærer ofte en tekst, og oversættelsen kan få enkelte passager til at ændre tone. En bevægelse, der forklares på dansk, kan virke hårdere eller blødere, indtil det oprindelige ord findes.
“Min bedstemor sagde, at en sang ikke er færdig, før man ved, hvorfor den synges,” fortæller Merveille. Hun husker derfor betydningerne sammen med trinene. Sproget gør det muligt at formidle glæde, sorg, stolthed og respekt, som ellers let bliver til løsrevne bevægelser.
En nærliggende parallel findes i essayet genfinde min mormors sprog, der handler om, hvordan poesi kan holde en forbindelse til arven i live. For Merveille er oversættelsen på samme måde en aktiv handling. Den kræver lytning, tålmodighed og accept af, at nogle sange ikke kan overføres ordret.
Klæder og krop fortæller historien
Merveille bærer ofte klæder, der er vævet eller syet med omtanke for mønstre og farver. Hun forklarer, at betydningerne varierer mellem familier, områder og lejligheder. Der findes derfor ingen fast tegnbog, som alle kan slå op og følge.
Rødt, hvidt, sort og jordens nuancer kan signalere forskellige ting. Det afhænger af konteksten, og det er netop denne kompleksitet, hun forsøger at formidle, når hun underviser dansere i Danmark. En udfyldende forklaring kan let forvandle levende kultur til en serie af symboler.
Dansen stiller krav til kroppen, som et scenerum ofte kan give plads til. I København tilpasser Merveille undertid sko, tempo og antallet af dansere. Hun bevarer bevægelsernes karakter, mens rammerne bliver lettere at arbejde inden for. Formen ændrer sig, men den musikalske sammenhæng består.
Børn lærer gennem leg
Børnene i hendes familie lærer gennem leg. De lærer klap og enkelte trin, inden de forstår, hvad hele dansen fortæller. For Merveille er denne ubesværede tilgang værdifuld, fordi den lader kroppen blive fortrolig med rytmen, før kravene til præcision vokser.
“Min nevø forstår kirundi, men han taler det sjældent,” siger hun. Hun glæder sig, når han synger med på en/optagelse, men hun skynder sig ikke med at fremhæve fraværet. Sproget kan komme tilbage gennem sang, leg og fællesskab, hvor det bruges frem for at læres som en række regler.
Hendes workshops er åbne for børn med forskellige familiemæssige baggrunde. De skal ikke alle have burundiske rødder for at deltage. Derimod skal de møde bevarelsen med nysgerrighed og forstå, at en dans bliver meningsfuld gennem sin historie og dens relationer til andre.
Scenen stiller nye krav
En forestilling i Danmark skal ofte være kortere, og det tekniske setup Still er anderledes end i en burundisk festival. Trommerne skal stadig kunne give plads til danserne, men deres lyd skal samtidig nå ud gennem et forstærkersystem. Der opstår nye opgaver i kommunikationen mellem musiker, koreograf og teknikere.
Merveille møder også grupper, der gerne vil opføre burundisk dans uden en tydelig forbindelse til kulturen. Hun taler ikke om en enkelt formel for autenticitet. Det vigtige er, at gruppen undersøger, hvem dansen tilhører, og at den ikke behandler arven som en fri lånemulighed uden hensyn til menneskene bag den.
Samarbejde på tværs af nationaliteter kan ske uden at sløre den enkelte dansers baggrund. Hun omtaler mødet mellem forskellige afrikanske stilarter som en måde at udvikle et fælles scenesprog på. For hende handler det om at finde fremtidens udtryk, som stadig kan genkendes i rytmen og de kulturelle referencer.
Bevaring i hverdagen
Merveille peger på dokumentation som et middel, ikke som en erstatning for den levende praksis. Optagelser af ældre dansere, fortællinger om lejlighederne og optagelser af trommerne kan give yngre generationer et bedre udgangspunkt. Materialet fortæller dog alene noget, når det ledsages af en forklaring.
Hun ønsker, at ansvaret bliver fordelt. En ung danser, en ældre fortæller, en musiker og en fotograf kan hver bidrage med den viden, de har. På den måde behøver bevarelsen ikke hvile hos én person, og nye stemmer får plads til at fortolke arven.
I praksis kan bevaringen begynne med en fast ugentlig øvelse, lydoptagelser med forklaringer på både kirundi og dansk samt en tydelig plan for, hvem der lærer det næste led videre. Den løbende praksis er med andre ord selve grundlaget for, at traditionen kan fortsætte.