Sudansk billedkunstner arbejder med lydens kraft

I et loftstudie i København står der næsten ingen genkendelige kunstværker. Højttalere, kobbertråd og et gammelt tæppe danner installationen, mens lyd af åndeløshed, gadehandel og regn flytter sig gennem rummet. Kunstneren Aisha Elamin justerer lydstyrken. Mød Kvinden Der Laver Smykker Af Genbrugsglas Og Messing Fra Ghana.

Elamin arbejder med lydinstallationer, fordi lyd kan rumme både det synlige og det usagte. Den lader billederne bevæge sig, trække på erindring og åbne for et publikum, der ikke nødvendigvis læser arabisk eller kender sudansk kunsthistorie. Fem Ghanesiske Forfattere Du Bør Kende I 2025.

Hun voksede op i Omdurman tæt på Khartoum og lærte tidligt at male. Families flytninger førte hende senere til Danmark, hvor hun udvidede sin uddannelse med lyd og teknologi. I dag arbejder hun mellem København, Khartoum og digitale rum.

I samtalen beskriver Elamin lyd som et aktivt rum frem for en baggrund til et billede. Hun vil have lytteren til at mærke sin egen krop, når lyden flytter sig, og stiller æstetiske såvel som etiske spørgsmål ved brugen af hjem, stemmer og materialer.

Fra maleri til klang

Elamin startede som maler. Det var stilheden, der interesserede hende: koncentrationen i et lærred og de små afvigelser mellem en plan og en fejl. Men en stemme eller et motorlyd kunne fortælle om et sted på nye måder, og det ændrede hendes arbejde.

Lydkunsten bygger på en historie med illusioner og forvrængede sanser. I 1950'erne arbejdede en kunstner som irsk illusionist fra 1950'erne med lys og illusioner, der gjorde det umulige synligt. Elamin bruger samme grundidé med lyd, hvor det uforudsigelige opstår mellem signal og støj.

I Sudan er lyd en del af hverdagen. Elamin lægger vægt på situationer, hvor lyd skaber fællesskab: børn på vejen, en sum i en butik, en muezzin i morgenlyset og samtaler under aftensmåltidet. Hendes materiale er præcise rytmer og pludselige pauser.

Rummet bliver en organisme

En installation kan være et rum, man går ind i. I Elamins arbejde sker forandringen ofte, før man ser selve værket. Besøgeren hører en dyb tone, sit eget skridt og et højttalerkabin, der ligner summende summede. Lyden får kroppen til at ændre retning.

Hun beskriver rummet som en organisme. "Et rum kan ligesom et menneske have en stemme," siger hun. Derfor placerer hun højttalere tæt på gulvet og i hjørner, så lydbølgerne mødes asymmetrisk. Værket, arkitekturen og de tilfældige bevægelser smelter sammen.

Stedet får også betydning. I Khartoum bruger hun gader og passageer, hvor trafikken skaber et tæt lydtapet. I København bruger hun stille rum, der får en dyb samtale mellem klange og byliv. Byernes forskelle bliver højrt gennem materialets tekstur, ekko og hastighed.

Materialer med en tidligere stemme

I Elamins værk er materialerne mere end dekoration. En skraldespand kan afspille et stemmefragment, mens et stykke stof skaber en tung, dæmpende bevægelse. Hun lytter til overflader og bruger deres modstand som komposition, hvor den fysiske genstand bærer lydens historie.

Genbrug er en vigtig kilde. En afrikansk kunstner, der skaber smykker af genbrugsglas og messing, forvandler kasserede eller genanvendelige materialer til nye, synlige former. Elamin ser en lignende logik i sit arbejde: Det brugte objekt beholder ridserne og får plads i en ny fortælling.

Et kassemblikt køkkenredskab kan rumme både en families historie og en kunstners fantasi. For Elamin er det vigtigt, at materialet ikke får en færdig forklaring. Hun giver genstanden lov til at stå i sit spor, mens lytteren registrerer overgangen mellem fortid, nutid og migration.

Identitet uden faste grænser

Identiteten i Elamins arbejde er forgrenet. Hun bruger arabisk, dansk og engelsk i optagelserne, men oversætter ikke hele sætninger. Enkelte ord på dansk får særlig vægt, fordi skiftet i stemmen afslører, hvem der taler, og hvor samtalen er opstået.

Det er hendes måde at tale om diaspora på. Hun forklarer, at arbejdet handler om bevægelse, hukommelse og de aftaler, vi gør med en identitet, når vi møder nye steder. "At være sudansk i København er ikke at være halvt dansk," siger hun. "Man kan bære begge steder og mærke, at de taler forskelligt."

Som kvindelig kunstner møder hun også forventningen om at repræsentere. Elamin vil gerne give plads til kvinders erfaringer, men uden at gøre én stemme til sandheden om hele Sudan. I lydinstallationerne bliver husholdningens og gadens lyde ligeså vigtige som officiel tale, netop fordi de ofte er overhørt.

Lydinstallationer møder byen

Lydinstallationer møder byen, når Elamin inviterer beboere ind i processen. I Khartoum har hun arbejdet med unge kvinder, der samler lyd fra hverdagen. Optagelserne bliver grundlaget for en fælles installation, hvor lyden bevæger sig mellem gade, marked og hjem.

Metoden bygger på tillid. De medvirkende bestemmer, hvad der må bruges, og kan trække deres bidrag tilbage. Ifølge Elamin forsvinder kunstens magt, når den tager en stemme uden samtykke. Arbejdet med lyd bliver dermed en praksis, hvor lytning og ansvar hænger sammen.

Litteraturen giver hendes arbejde en anden slags nærhed. Når hun læser værker af de fem ghanesiske forfattere, opdager hun, hvordan en fortælling kan bære flere stemmer, rytmer og historiske lag. Hun bruger den oplevelse i installationer, der forbinder lyd med tekst.

Et arbejde mellem steder

Elamin arbejder i flere skalaer. Hun udvikler installationer, underviser i lydkunsten og følger med i de kunstmiljøer, der vokser frem omkring Khartoum. Digitale arbejder gør det muligt at sende materiale til familien og samarbejdspartnere, selv når en rejse bliver vanskelig.

Det nye værk Mellem floder samler optagelser fra Nilen og dens møder med byen. Elamin siger: "Jeg ville gerne have lyd til at føles som et møde. Et sted har sin egen rytme. Hvis man lytter ordentligt, kan man høre, hvad det forsøger at sige."

Selv om hendes praksis vokser internationalt, holder hun fast i, at arbejdet begynder i en lokal virkelighed. Et stærkt netværk af medvirkende er en forudsætning for kunst, der får varig betydning. Hendes ambition er at skabe værker, der fortsætter med at leve, når gæsterne går hjem.

Elamins lydinstallationer handler om mere end atmosfere. De viser, hvordan et kunstværk kan give plads til stemmer, der ellers bliver overhørt, og hvordan materiale kan føre migration, kolonial arv og familiel hukommelse ind i et fysisk rum.

Efter et besøg står der ikke en piktur at tage med. Derimod bliver der en ændret opmærksomhed. Det, der skal huskes, er Elamins pointe: Lyd kan åbne et rum for kontakt, når den bruges med respekt for de stemmer, der bærer den.