Marrabenta møder nordisk folk i en musikalsk skub

Marrabenta fylder gaderne i Maputo med rytmer, varme guitarer og melodier, der fortæller om kærlighed, arbejde og hverdag. I dette interview fortæller den mozambikanske musiker Micaela Cossa, hvordan hun forbinder den urbane musik med nordisk folkemusik uden at slette nogen af de to kulturers særpræg.

Samarbejdet begynderte med en interesse for hinandens lydverdener, men har udviklet sig til et ægte samtaleforhold mellem instrumenter, sprog og erfaringer. Micaela arbejder i dag i København og skriver musik, der bevæger sig frit mellem Mozambique, Sverige og det danske scenesæt. Gennem magasinets om os kan man læse mere om Afrikan Goddess Magazines fokus på afrikanske kvinders stemmer og kulturelle indflydelse.

Mødet mellem to musikalske sprog

Hvordan beskriver du det øjeblik, hvor marrabenta mødte nordisk folkemusik i din praksis?
“Det startede ikke med en plan om at blande genrer. Jeg mødte nordiske musikere, fordi jeg ville forstå, hvordan de fik tilhørere til at lytte og danse. Under et møde i København opdagede vi, at vi brugte forskellige virkemidler til at skabe noget fælles,” siger Micaela.

Hvilke forskelle mærkede du først?
“Mozambikansk musik bygger ofte på lag, improvisation og en stærk puls. Nordisk folkemusik har sine egne regler for stemning, form og samspil. I stedet for at efterligne den ene eller den anden tradition begyndte vi at stille spørgsmål til begge dele. Hvad sker der, når en marrabenta-groove møder en svensk melodi?”

Er resultatet stadig tydeligt marrabenta?
“Ja. Jeg kan altid høre, hvor jeg kommer fra. Det er ikke en smørret instrumentkage, men et møde mellem to måder at lytte på. Når den elektriske guitar sætter gang i rummet, og mbiraen tilføjer sit cykliske mønster, opstår der en fælles bevægelse, som ingen af os havde alene.”

Fra Maputos gader til nordiske scener

Micaela voksede op med marrabenta som en del af det daglige lydlandskab. Musikken ledsagede familiemåltider, markedsdage og dans i nabolaget, snarere end endte som en fest, der var afgrænset fra hverdagen. For hende gjorde det ingen mening at behandle traditionen som et statisk objekt.

“Min interesse for rytme begyndte med de mennesker, der frembragte den,” forklarer hun. “Jeg lærte at lytte til, hvordan en sang kunne ændre sig, når nye stemmer kom ind i rummet. Min egen stemme blev en del af den samme bevægelse.”

Efter at have arbejdet med forskellige musikalske projekter i Maputo flyttede hun til København for at studere lydteknik og møde musikere med andre tilgange til samspil. En nordisk folkmusikgruppe inviterede hende med i en workshop, hvor de udviklede en fælles komposition.

“Det var første gang, jeg oplevede, at mine rytmiske vaner ikke mødte mistolerance. De var bare en anden måde at være til stede på. Samtidig lærte jeg at give plads til instrumenter, som ikke altid bliver bedt om at fylde mest,” siger Micaela.

Rytmen som fælles sprog

Marrabentas rytmiske grundlag kan være tæt og fleksibel, mens nordisk folkemusik ofte hviler på en tydelig puls og lange toneforløb. I Micaelas kompositioner bliver de to principper mødt gennem kontraster frem end gennem en færdig formel.

“Jeg bruger ikke den ene rytme som en skabelon for den anden. Mbiraens mønstre får lov til at bevæge sig oven over den faste danserytme, og når det sker, opstår der plads til både struktur og frihed,” siger hun.

En vigtig arbejdsmetode er at skrive ned, hvad de forskellige instrumenter gør. Micaela noterer rytmer, pauser og harmoniske forløb, før hun beslutter, hvad melodien skal sige. På den måde bliver improvisationen en del af kompositionen frem for en tilfældighed, der venter på at opstå.

Det tværfaglige arbejde omkring lyd, visuel kommunikation og scenografi blev forbundet med ikon designtrail, der gav projektet en ramme for, hvordan lyd og billeder kunne mødes. Resultatet var ikke en fastlåst identitet, men et visuelt sprog, der ændrede sig undervejs i takt med musikken.

Instrumenter med hukommelse

Micaela bruger mbira, akustisk og elektrisk guitar, klarinet og lejlighedsvis forstærkere. De nordiske samarbejdspartnere bidrager med fiddle, nyckelharpa og stemmer fra folkemusikkens traditioner. Instrumenterne får forskellige roller, alt efter hvad kompositionen har brug for.

“Et instrument bringer mere end lyd med sig. Guitaren har en bestemk plads i marrabenta, mens fiddlen ofte bærer melodien i nordisk musik. Jeg kan ikke bare udskifte den ene med den anden. Jeg må finde ud af, hvad instrumentet fortæller, og hvad det kan tilføje,” forklarer Micaela.

Hun er særlig optaget af, hvordan klangfarver påvirker kroppen. Den skarpe kant i en klarinet kan skubbe en melodi frem, mens mbiraens resonans får den til at ligge tættere og mere langsomt i øret. I en akustisk koncert får denne forskel større betydning, fordi rummets stilhed gør små nuancer hørbare.

“Elektronik hjælper os med at nå nye hovedsteder, men et instrument, der ikke forstærkes, fortæller noget andet. Jeg vil gerne skifte mellem de to verdener, fordi lytteren kan blive mere opmærksom på både samspillet og stilheden mellem tonerne,” siger hun.

Tekster der bevæger sig

Selvom meget af det nye materiale er instrumentalt, har Micaela også skrevet tekster på portugisisk. Sange om afstand, arbejdsliv og kvinders selvstændighed følges af afsnit på svensk, når det musikalske samarbejde gør det naturligt.

“En tekst skal ikke bare oversættes. Den skal finde en ny plads. Når jeg arbejder med en svensk sanger, spørger vi, hvad vi mister ved at ændre ordene, og hvad der opstår af en anden rytme og et andet billede,” siger Micaela.

Hun lægger vægt på, at marrabenta ofte giver kvinder en synlig stemme i det offentlige rum. Både romantiske og sociale forhold kan udforskes gennem øjne, der står i en bestemt position. Micaela ønsker at fortsætte den samtalen med nordiske folkemusikere.

“Jeg vil ikke male alt i sort og hvidt. Virkeligheden består af overlapninger. En kvinde kan være mor, kunstner, arbejder, flytning og hukommelse på samme tid. Musikken skal give plads til hele den kompleksitet,” forklarer hun.

Scener med plads forskellighed

Micaela oplever, at publikum ofte reagerer stærkt på de musikalske møder. Nogle genkender straks rytmen fra Maputo, andre bliver overraskede over, hvor tæt de to musiktraditioner kan mødes. Der opstår også interessante reaktioner, når forskelligheden bliver en del af forestillingen.

“Det interesserer mig at se, hvad der sker i rummet, når forventningerne ændrer sig. En danser reagerer måske på rytmen, mens en tilhører lytter efter melodien. Scenen bliver en slags fælles researchprojekt,” siger Micaela.

Hun understreger, at et samarbejde mellem afrikanske og nordiske musikere ikke bør reduceres til en succesoplevelse for den enkelte kunstner. Arbejdet skal give alle medvirkende adgang til den kreative proces, komplimentering og et reelt grundlag for den næste produktion.

Micaela indgår i samme landskab som de afrikanske stemmer, kulturelle reportager og arrangementer, der publiceres i Afrikan Goddess. For hende handler det om mere end synlighed. Det handler om at blive mødt som musiker, forfatter og samtalepartner med egen kunstnerisk værdighed.

Et fælles lydrum

Micaela arbejder nu på en cyklus på otte numre, der skal følge en families vandring gennem byer, grænser og arbejdspladser. Materialet samler improvisationer fra tidligere koncerter, nye tekster og optagelser fra Maputo. Under processen udvikler hun desuden en større version for større ensemble.

“Det nye projekt skal ikke lyde som en miniature af det, vi gjorde før. Vi skal finde en rigtigere skala for de ideer, der voksende undervejs. Derfor vender vi tilbage til materialet, men giver det nye rum og nye stemmer,” siger hun.

Hun ser samarbejdet som en måde at skabe lyd, der ikke afsluttes, når genrerne mødes. Hvert instrument tilføjer en form for erfaringshukommelse, og kompositionerne får tid til at ændre sig undervejs. Det gør musikken til noget mere levende end en forudbestemt etiket.

Det næste konkrete skridt er en fælles arbejdsdag i København den 14. september, hvor Micaela og de nordiske samarbejdspartnere skal skrive og indøve den nye cyklus sammen.