At lade hjemlandets musik blive en daglig meditation

Mange kvinder i den afrikanske diaspora bærer to lydverdener med sig: de toner og rytmer, der hører hjemme i hverdagen her i Norden, og de sange, der har fulgt en siden barndommen i landsbyer, byer og familierum på kontinentet. At tage disse sidste lyde frem som en bevidst praksis er mere end nostalgisk lytteri; det er en måde at finde ro, bearbejde savn og forbinde sig med en dybere del af sig selv. Portræt Af En Ghanesisk Kvinde Der Underviser I Trommespil I Malmø.

Når musikken fra hjemlandet bliver en daglig meditation, inviterer den kroppen til at huske. Den minder om bestemte bevægelser, dufte og stemninger og kan åbne et stille rum midt i en travl uge, hvor man ikke behøver forklare sig selv over for nogen. Det er denne kvalitet – lyden som et hjem i sig selv – der gør den til et så kraftfuldt redskab.

Rytmer der kalder minderne frem

Trommer har en særlig plads i mange vestafrikanske traditioner, og når en tromme slås, åbnes en samtale mellem hænder, hjerte og jord. Mange diaspora-kvinder fortæller, hvordan lyden af en djembe eller en talking drum kan bringe tårer frem af glæde, fordi kroppen genkender en rytme, den har hørt utallige gange i barndomsårene. At lytte til optagelser eller selv at spille med på enkle mønstre kan forvandle et almindeligt rum til et sted med dyb mening.

I byer som Malmø er der initiativer, der gør det muligt at lære disse rytmer i fællesskab. Et Portræt af en ghanesisk kvinde der underviser i trommespil i Malmø viser, hvordan ældgamle traditioner finder nye former, når de møder unge kvinder, der søger forbundethed. Sådanne møder rummer både musikalsk dybde og en helbredende kraft; rytmerne kan hjælpe med at bearbejde savn efter en mor, en bedstemor eller et helt samfund, man ikke længere kan besøge så ofte.

At lade en tromme spille i bare fem minutter om morgenen kan være nok til at sætte tonen for dagen. Man behøver ikke at være musiker eller kunne de traditionelle mønstre udenad; det vigtige er lysten til at lade kroppen blive båret af en puls, der ikke styres af urets tick, men af en ældre tidsregning.

Sangene der rummer sproget

For mange er det hele sange med tekster på twi, yoruba, swahili, amharisk eller wolof, der bærer den meditative kraft. Når man synger med på et velkendt vers, selv sagte i køkkenet eller på vej på arbejde, træder man ind i et sprog, der ofte blev talt hjemme. Det er et fristed, hvor ens flersprogede jeg får lov at folde sig ud uden at skulle oversætte noget for andre.

Man kan sagtens have en bestemt spilleliste til morgenmaden, en anden til aftensstunden og en tredje til de øjeblikke, hvor tankerne kører i ring. Det er ikke nødvendigt at lytte i timevis; syv til ti minutter er ofte nok til at mærke en forandring i vejrtrækningen og skuldrenes stilling. Musikken fungerer som et anker, der trækker opmærksomheden tilbage til kroppen, og med den følelser, der ellers ville blive siddende i baggrunden.

Når musikken møder hverdagens rum

At integrere hjemlandets musik i dagligdagen kræver ikke store armbevægelser. Det kan begynde med at åbne en app, finde en bestemt kunstner og lade afspilningen spille, mens man laver te. Man kan synge med, mens man støvsuger, eller lægge en roligere afspilning på, når man skriver e-mails. Det afgørende er, at lyden ikke bare er baggrund, men at man med vilje lader den trænge ind.

Mange oplever, at musikken også påvirker, hvordan de klæder sig, hvordan de går, og hvordan de møder andre. Identitet hænger sammen på kryds og tværs, og når man føler sig forankret i egne rødder, kan det afspejle sig i hele ens fremtoning. Nogle kunstnere har udforsket, hvordan kulturel selvtillid kan komme til udtryk i alt fra daglig stil til optræden på store scener – og hvordan stilen på røde løbere afspejler en voksende vilje til at vise mangfoldighed og personlighed. Den daglige musikalske praksis kan bære sit eget stærke udtryk på samme måde.

Det kræver en vis opmærksomhed at holde praksissen ved lige. Man kan lægge en påmindelse i sin kalender, skrive en seddel på køleskabet eller bede en ven minde en om den daglige halve time med hjemlandets toner.

At vælge de rigtige toner

Ikke al musik egner sig som meditation. Nogle numre vækker for meget, andre for lidt. Det handler om at finde de stykker, der har en vis ro, men stadig rummer bevægelse. For nogle er det lange repetitive trommemønstre; for andre er det stemmer, der synger uden ord, eller klaverstykker, der folder sig ud over mange minutter.

Det kan være en hjælp at lægge mærke til, hvordan kroppen reagerer lige efter et nummer. Trækker man vejret dybere? Falder skuldrene ned? Mærker man en varme i brystet? Hvis ja, er man på rette spor. Hvis nej, er det værd at prøve noget andet. Den daglige meditation behøver ikke at være ens fra dag til dag; den kan følge årstider, humør og de sider af livet, der har mest brug for støtte.

Stilheden bagefter

Efter musikken er der en stilhed, der ikke er tom, men fuld. Den ligner den stilhed, der opstår efter bøn, efter et dybt åndedrag eller efter et møde med en, man holder af. Den kan være kort, men den sætter sig i kroppen og bliver en slags indre kompas, man kan tage med sig resten af dagen.

Det er denne stilhed, der gør praksissen værdifuld i længden. Den kræver ikke særlige remedier, kun et åbent øre og en vis tålmodighed. Hver dag behøver ikke at være ens; nogle dage bliver en lille sang nok, andre dage kalder på en hel koncert. Det vigtigste er, at man vender tilbage til musikken igen og igen, og at den får lov at være et anker i et travlt og flygtigt liv.

At begynde i morgen med én enkelt sang, ét trommeslag eller én stille stund med lukkede øjne kan være nok til at sætte tonen for hele dagen. Musikken behøver ikke at fylde meget; den skal blot have lov at fylde det sted, der trænger allermest.