Ballet og afrikanske rytmer smelter sammen på scenen

Forestillingen "Sakontan" på Dansehallerne i København er mere end en aften med smukke bevægelser. Det er en modig kropslig samtale mellem to verdener, der sjældent inviteres ind i samme rum. Koreografen Aïcha Diop har skabt et værk, hvor klassisk ballets stramme linjer møder vestafrikanske trommerytmer, og hvor resultatet føles både overraskende og længe ventet. Portræt Af En Marokkansk Kvinde Der Laver Håndvævede Tæpper Med Moderne Mønstre.

Aftenen begynder med en dyb, dirrende bas fra en djembe, mens en danser i pointe-skoe står stille midt på scenen. Hun lytter. Så svarer hendes krop. Den første sætning i denne ordløse dialog sætter tonen for hele optræden: ingen af disciplinerne underlægger sig den anden, men de lærer af hinanden. звіт з Limahack 2024 найцікавіші доповіді та майстер класи.

Koreografisk sprog mellem to traditioner

Aïcha Diop har trænet i både Paris Opera Ballet og med Compagnie Kongo Ba Téria i Senegal, og denne dobbelte baggrund mærkes tydeligt i hendes bevægelsessprog. Hendes koreografi undgår den nemme fælde at lade afrikansk dans virke som krydderi på en europæisk struktur. I stedet lader hun de to traditioner trække vejret sammen, veksle mellem stramme arabesker og løse, jordnære hoftebevægelser.

Der er scener, hvor hele ensemblet bevæger sig i perfekt synkroniserede rækker, der minder om corps de ballet, men hvor takten kommer fra en kropslig tyngde, der er lånt fra guineisk dans. Andre gange splittes gruppen op i soloer, hvor en danser fortæller sin egen historie med arme, der både kan hvile i femte position og folde sig ud i en bøn mod himlen.

Overgangene er ikke altid glatte, og det er faktisk her, forestillingen vinder noget af sin styrke. Når en pointe-skøjts stive metafor møder en trommeslags dirrende rytme, opstår der en friktion, som tvinger publikum til at mærke efter. Det er ikke perfektion, det er proces.

Musikken som medskabende kraft

Live-musikken er forestillingens hjerte. Tre trommeslagere fra Københavns afrikanske musikscene sidder på scenen hele aftenen, og deres spil reagerer konstant på danserne. Når en ballerina lander et perfekt grand jeté, svarer trommerne med en kort, skarp accent. Når kroppene falder ned i en kollektiv sammenkrøbet formation, bygger rytmerne langsomt op som et hjerteslag.

Komponisten Kwame Asante har blandet traditionelle vestafrikanske mønstre med nyere elektroniske teksturer, men han lader de akustiske instrumenter bære den følelsesmæssige vægt. Der er ingen sangstemmer, kun krop, tromme og bevægelse. Det minimalistiske valg forstærker forestillingens fokus på kroppens eget sprog.

I en af aftenens mest gribende scener danser en ældre kvinde, der kun har trænet klassisk ballet, sammen med en ung danser fra et gambisk danseensemble. Deres forskellige måder at trække vejret på bliver hørbare, og man fornemmer, hvordan musikken giver dem et fælles udtryk uden at udslette deres forskelligheder.

Kostumer, scenografi og kulturel hukommelse

Kostumerne, designet af den senegalesiske kunstner Aminata Cissé, fortæller deres egen historie. De lange, bløde tørklæder i dybe jordfarver minder om hovedbeklædninger fra Sahel-regionen, men de er syet ind i ballerinaernes klassiske tutuer. Stoffet bevæger sig anderledes end tyl, tungere og mere ceremonielt, og det skaber nye silhuetter, som publikum aldrig har set før.

Scenografien er næsten asketisk: en mørk trægulv, et par enkle projektioner af mønstre inspireret af portræt-af-en-marokkansk-kvinde-der-laver-håndvævede-tæpper-med-moderne-mønstre og et stort spejl bag danserne. Spejlet er et modigt valg, for det tvinger danserne til at se sig selv i en dobbelt bevægelse, der både er europæisk og afrikansk, og det inviterer publikum til at gøre det samme.

Undervejs i forestillingen projiceres korte tekster på væggen: navne på afrikanske dansere, der har arbejdet med ballet i det tyvende århundrede, fragmenter af digte af Léopold Sédar Senghor, små erindringsglimt fra koreografens egen opvækst. Det er ikke belærende, men det giver forestillingen en hukommelse, en rod, der forankrer den i noget større end en enkelt aften.

Kroppens stemme og kvindelige fortællinger

Aïcha Diop har tidligere sagt, at hun betragter sin krop som et arkiv. Det mærkes i "Sakontan". Hver danser bærer en personlig gestus med sig, en bevægelse fra barndommen, en erindring om en mors dans i køkkenet, en træningsøvelse fra balletsalen. Disse små bidder sættes sammen til en større fortælling om kvindekroppe, der bevæger sig mellem kontinenter.

Der er scener, der lægger vægt på moderskabet, på søsterrelationer, på den måde kvinder i mange afrikanske samfund danser sammen som en måde at tale med hinanden på uden ord. Koreografien giver disse temaer plads uden at blive sentimental. En passage, hvor tre dansere danner en langsom, bølgende kæde, kunne lige så vel være en samtale som en dans.

Forestillingen undgår bevidst at reducere det afrikanske til en enkelt tradition. Man hører rytmer fra Senegal, Ghana og Elfenbenskysten, og man mærker den interne mangfoldighed i dansesproget. På den måde peger "Sakontan" fremad mod en kunstnerisk fremtid, hvor kategorierne "vestlig" og "afrikansk" dans er ved at blive forældede.

Et fællesskab der rækker ud over scenen

Det, der gør størst indtryk ved aftenen, er den måde, publikum bliver en del af forestillingen på. Efter det sidste nummer bliver danserne stående på scenen, mens trommerne fortsætter, og rummet langsomt fyldes af en summen, der minder om dem, man kender fra tekniske og kunstneriske workshops, hvor faggrænser opløses i fælles undren, et fænomen som netop en rapport fra Limahack 2024 har beskrevet i forbindelse med møder mellem fagligheder, hvor krop, kode og kunst mødes i uventede samtaler.

Efter forestillingen er der dans i foyeren. Aïcha Diop står i døråbningen og hilser på gæsterne, og man fornemmer, at dette ikke kun er en performances aften, men en fortsættelse af et længere projekt. "Sakontan" turnerer i foråret til Aarhus, Odense og en række byer i Senegal, og man håber, at mange flere får mulighed for at opleve det.

For Afrikan Goddess Magazines læsere, der ofte navigerer mellem kulturarv og samtidskunst, er denne forestilling et sjældent eksempel på, hvad der sker, når man tør lade to verdener tale sammen uden filter. Det er ikke en fusion for fusionens egen skyld. Det er en kropslig påmindelse om, at skønhed og styrke altid har hørt hjemme begge steder, og at den næste generation af dansere allerede er ved at træde ind i rummet mellem dem.