Traditionelle gambianske spil og kvinders legekultur

Da jeg mødte Awa Jobe i hendes hjem i Serekunda en sen eftermiddag, havde hun lige taget et gammelt bræt med forsænkede huller frem fra en kurv under sengen. Det var et wali-spil, forklarede hun, og hun havde ikke rørt det i årevis. Alligevel huskede hendes fingre præcis, hvordan frøene skulle flyttes fra hul til hul. Sådan Starter Du Din Egen Podcast Om Afrikansk Litteratur Og Kultur.

Awa er opvokset i landsbyen Brikama i det vestlige Gambia, hvor traditionelle spil og leg stadig er en del af hverdagen for både børn og voksne. Som voksen kvinde og mor til fire har hun bevaret en dyb viden om de lege, der engang samlede generationer af kvinder, fra de tidlige morgener under mangotræerne til de sene aftener, hvor legene blev ledsaget af sang og latter.

I vores samtale åbnede Awa for et univers af lege, der rækker langt ud over underholdning. Det er ritualer, fællesskaber og hukommelse i bevægelse, og de er i høj grad båret af kvinder. Hendes fortællinger kaster lys over en kulturarv, der risikerer at blive glemt i takt med urbanisering og digitale skærme.

Awas barndomslege og de ældre kvinders rolle

Awa mindes tydeligt de tidlige morgener, hvor hendes mormor og de andre ældre kvinder i landsbyen satte sig i skyggen for at spille wali. Brættet var ofte bare en udhulet træplade med små fordybninger, og brikkerne var frø fra baobab-træet eller småsten, hun selv havde samlet.

"De ældre kvinder lærte os at tælle gennem spillet," fortæller Awa. "Vi forstod ikke, at det var matematik, men vi lærte at holde øje med mønstre, planlægge træk og tænke fremad. Det var en leg, men også en skole." Ifølge Awa blev wali ikke kun spilt for fornøjelsen, det var en måde at holde hjernen skarp og styrke sociale bånd mellem kvinder på tværs af generationer.

De yngre piger sad ofte og kiggede på, før de selv blev inviteret med. Awa husker, hvordan det føltes som en overgangsritual, da hun første gang fik lov til at sidde med ved brættet. "Det var som at blive optaget i et fællesskab," siger hun. Den slags øjeblikke er med til at forklare, hvorfor de traditionelle spil har en så stærk plads i gambianske kvinders erindring.

Wali og ayoayo som kvindernes samlingspunkt

Wali og det nært beslægtede ayoayo tilhører den store familie af mancala-spil, som findes i varierende former over det meste af Afrika. I Gambia er de især forbundet med kvinder, der mødes for at spille i pauserne fra markarbejde, huslige pligter og børnepasning.

Awa forklarer, at spillene har deres egne uskrevne regler for, hvornår man må afbryde, hvordan man reagerer på et godt træk, og hvordan man håndterer en taber. Latter, sang og smådrillerier er en fast del af oplevelsen, og spillet fungerer derfor også som et frirum, hvor kvinderne kan tale frit om alt fra ægteskab til økonomi.

"Det er ikke bare et brætspil," understreger Awa. "Det er der, vi lufter vores bekymringer, griner af hinanden og finder styrke sammen. Når vi spiller wali, er vi ikke bare konkurrenter, vi er søstre." Den sociale dimension er ifølge hende mindst lige så vigtig som selve spillet, og den er med til at gøre de traditionelle spil til en bærende del af kvindernes fællesskab.

Sang, klap og rytmiske lege for børnene

Udover brætspillene har Awa et væld af børnesange og klappe-lege på lager. Mange af dem kombinerer bevægelse, rytme og små fortællinger, der lærer børnene om dyr, familie eller årstidernes skiften.

En af favoritterne er en leg, hvor børnene danner en kreds og skiftes til at synge om, hvem der har været på markedet, og hvad de har købt. "Det handler om at huske og remse op, men det er pakket ind i latter og musik," forklarer Awa. Børnene lærer ikke kun at lytte og vente på tur, de lærer også at huske lange sekvenser, hvilket styrker hukommelsen.

Ifølge Awa er rytmiske lege ofte knyttet til sabar-traditionen, hvor trommespil og dans går hånd i hånd. Selvom sabar i dag ofte forbindes med voksne, begynder mange børn ifølge Awa med klappe-lege, der forbereder dem til at forstå de mere komplekse rytmer senere i livet. Den slags sammenhænge viser, hvordan leg og kunst hænger uløseligt sammen i gambiansk kultur.

Leg under træerne og på gårdspladsen

Før telefonernes tid var gader, gårdspladser og store træer selve scenen for børnenes leg. Awa fortæller om gemmeleg, hvor et bestemt træ eller en bestemt sten fungerede som "hjem", og om kapløb, hvor hele nabolagets børn deltog.

Hun fremhæver også lege som bombo, en form for fangeleg med egne regler og tilråb, der adskiller sig fra de vestlige varianter. "Hvert kvarter havde sine egne versioner," husker hun. "Når vi kom til en ny landsby, skulle vi først lære spillereglerne, før vi kunne være med." Den slags møder mellem børn lærte dem at tilpasse sig og finde fællesskab på tværs.

Awa bemærker, at den fysiske leg i det fri havde en anden karakter end mange af dagens mere stillesiddende aktiviteter. "Vi løb, vi faldt, vi rejste os igen," siger hun. Den slags erfaringer, både de fysiske og de sociale, var ifølge hende afgørende for at udvikle selvtillid og sammenhold. Mange af disse lege lever stadig, selvom de i stigende grad konkurrerer med skærme.

At give legene videre til en ny generation

Da Awa selv fik børn, opdagede hun, hvor hurtigt de traditionelle lege kunne forsvinde, hvis de ikke blev bevidst videregivet. "Mine egne børn ville hellere se tegnefilm end lære wali," siger hun med et smil. I stedet for at give op begyndte hun at integrere spillene i hverdagen, for eksempel som en belønning efter lektierne.

Hun har også oplevet, at unge gambiere i diaspora begynder at søge tilbage til rødderne gennem legene. Flere af hendes kusiner i Europa har kontaktet hende for at få forklaret reglerne, så de selv kan lære deres børn det. Derfor har Awa overvejet at starte en lille podcast, hvor hun fortæller om spillene, sangene og de kvindelige fællesskaber, de skaber. Inspirationen har hun blandt andet fra en guide til at sådan starter du din egen podcast om afrikansk litteratur og kultur, som hun for nylig stødte på.

Awa afslutter vores samtale med en opfordring til alle, der bærer på lignende traditioner: "Find en ældre, spørg, leg med, optag det på video, skriv det ned. Det er vores ansvar at holde liv i legene, så vores børnebørn også får lov at sidde under mangotræet og spille wali."

De traditionelle gambianske spil er mere end underholdning, de er levende arkiver over kvinders erfaringer, samtaler og overlevelsesstrategier. At lære dem kræver intet andet end tid, nysgerrighed og en ældre person, der har lyst til at fortælle. Næste gang du sidder sammen med en mor, mormor eller nabo med gambiansk baggrund, kan du stille et enkelt spørgsmål om de lege, hun legede som barn, og så er du allerede i gang med at bevare en kulturarv.