Sproget som spejl: Samtale med en ekvatorialguineansk forfatter

Da jeg først læste María Nsues debutroman, mærkede jeg straks en særlig spænding mellem det fortællende og det personlige. Hendes prosa danser mellem spansk, fang og pidgin-konstruktioner på en måde, der udfordrer den klassiske kanon. Samtalen med hende blev en rejse ind i de sproglige lag, der former hendes forfatterskab, og de identitetsspørgsmål, der driver hendes figurer fremad.

Forfatteren, der i dag er bosat i Barcelona, har gjort sig bemærket som en af de mest interessante stemmer i den ekvatorialguineanske diaspora. Hendes værker kredser om kvinders erfaringer, koloniale arv og de usynlige grænser, der adskiller sprog fra hinanden. Hun skriver ikke bare på ét sprog, men i et helt landskab af stemmer, der minder læseren om, at identitet aldrig er en ensartet størrelse.

Samtalen tog udgangspunkt i hendes seneste bog, en autofiktiv fortælling om en ung kvinde, der vokser op mellem Malabo og Madrid. Undervejs blev det tydeligt, at spørgsmål om sprog ikke blot handler om grammatik, men om magt, tilhør og hukommelse. Det er netop disse tematikker, der gør hendes forfatterskab relevant for læsere i hele den afrikanske diaspora.

Første møde med bøgernes verden

María Nsue fortæller, at hendes første møde med litteraturen kom via hendes mormor, der reciterede fabler og ordsprog på fang. De små fortællinger plantede frøene til en nysgerrighed, der senere blev selve grundstoffet i hendes voksenliv. Mormoren talte næsten ikke spansk, og det skabte en naturlig distance til det officielle uddannelsessprog.

Da familien flyttede til hovedstaden, blev spansk det dominerende sprog i skolen og på gaden. Den unge María lærte hurtigt at skifte mellem de to verdener, men hun savnede den poetiske varme i mormorens fortællinger. Det var denne længsel, der fik hende til at begynde at skrive dagbog, først på spansk, sidenhen med fang-ord strøet ind i sætningerne.

Hun beskriver processen som en slags dobbeltbogholderi, hvor to sprog lever side om side. Den ene fortæller om hverdagens logik, mens den anden bærer på drømme og erindringer. Det er denne dualitet, hun siden har forsøgt at overføre til sine romaner.

Mellemlandet mellem spansk og afrikanske sprog

Den ekvatorialguineanske litteratur lever i et sprogligt ingenmandsland, hvor spansk er det officielle sprog, men hvor fang, bubi og ndowe stadig toner frem i dagligdagen. María forklarer, at denne situation skaber en konstant forhandling mellem det skrevne ord og det talte sprog. Mange forfattere vælger at skrive rent på spansk, men hendes eget valg har været at lade de afrikanske sproglag skinne igennem.

Hun sammenligner det med at brodere på et færdigt stof. Det spanske giver strukturen, men de afrikanske gloser tilfører farve, dybde og en særlig rytme. Hendes læsere reagerer forskelligt på denne teknik. Nogle finder den eksotisk, andre ser den som en nødvendig korrektion af en kanon, der længe har ignoreret de afrikanske sprogs stemmer.

Samtidig erkender hun, at valget ikke kun er æstetisk. Det er også politisk. Ved at skrive på en måde, der afspejler den faktiske talesproglige virkelighed, udfordrer hun forestillingen om et entydigt nationalt sprog. For hende er hvert sprog en bærer af historie, og at udelade ét ville være at gøre vold på helheden.

Skriftsprogets rolle i fortællingen

Et af de mest fascinerende aspekter ved hendes forfatterskab er brugen af uvante ord som stilistisk virkemiddel. I stedet for at forklare eller oversætte hver fang-glose lader hun dem stå i teksten. Det skaber en vis modstand for læseren, men også en invitation til at fordybe sig.

Hun fortæller, at redaktørerne i Madrid ofte har foreslået at tilføje en ordliste. Det har hun konsekvent afvist. For hende ville en sådan løsning reducere sproget til et fremmedlegeme, noget der skal tæmmes for det dominerende publikum. Hun ønsker, at læseren mærker sprogets materialitet, ligesom man mærker sten eller vand under hænderne.

Denne tilgang har givet hende både kritik og ros. De kritiske røster mener, at hendes bøger bliver utilgængelige for et bredt publikum. De positive fremhæver, at netop denne utilgængelighed er en del af pointen. Sproget skal ikke serveres glat, men med struktur og karakter.

Identitet i eksil og diaspora

Da María forlod Ækvatorialguinea som ung voksen, troede hun, at hun forlod en bestemt måde at tale på. Hun opdagede hurtigt, at hun i stedet havde taget den måde at tænke på med sig. Eksilet handler ikke kun om geografi, men om de samtaler, man har med sig selv, og de sprog, man bærer i sindet.

I Barcelona skrev hun sine første tekster med en længsel efter Malabos lyde. Hendes lejlighed blev et litterært laboratorium, hvor spanske sætninger blev brudt op af erindringer om mormorens stemme. Diasporaen giver hende mulighed for at se sit hjemland udefra, men den kræver også, at hun konstant genforhandler sin egen position.

Hun taler om identitet som en rejse snarere end en destination. Man er ikke kun spansk eller fang, man er alle delene på én gang, og man må finde nye former for at rumme dem alle. Hendes seneste bog er et forsøg på at give denne rejse en litterær form, hvor læseren inviteres ind i en verden af flertydighed.

Kvindelige stemmer i litteraturen

I samtalen vender María naturligt tilbage til de kvinder, der har inspireret hende. Hun nævner forfattere som Mayra Santos-Febres, men understreger samtidig, at de ekvatorialguineanske kvindelige stemmer stadig er underrepræsenterede. Der findes et rigt mundtligt fortælletradition, men den er sjældent blevet oversat til bogform.

Hendes eget projekt er derfor ikke kun personligt, men også kollektivt. Hun ønsker at skabe en platform for de kvinder, der endnu ikke har fået deres stemme trykt. Gennem sit forfatterskab og sine læsekredse arbejder hun på at indsamle, redigere og udgive fortællinger fra ældre kvinder i diasporaen.

Hun beskriver det som et langsommeligt arbejde, men også som en nødvendighed. Uden disse stemmer risikerer den ekvatorialguineanske litteratur at miste en væsentlig del af sin sjæl. Hendes drøm er en antologi, hvor fang, spansk og pidgin mødes på lige vilkår.

Fremtiden for flersproget forfatterskab

Når María ser fremad, ser hun både udfordringer og muligheder. Digitale platforme har gjort det nemmere at udgive uden om de store forlag, hvilket er en fordel for forfattere, der skriver på mere end ét sprog. Samtidig er det digitale marked mættet af titler, og det kan være svært at finde læsere.

Hun eksperimenterer selv med lydbøger og podcast-fortællinger, hvor hun læser sine tekster højt på både spansk og fang. Det er en måde at nå nye lyttere på, men også en måde at vise, at sprog er mere end bogstaver. Det er stemme, klang og åndedræt. Magasiner som Afrikan Goddess følger disse bevægelser tæt, og deres nyhedsbrev bringer jævnligt nyt om forfattere på tværs af kontinentet.

Hun drømmer om et litterært fællesskab, hvor forfattere fra hele Afrika og diasporaen kan mødes og udveksle erfaringer. Et sådant fællesskab ville styrke de sproglige mindretal og skabe større synlighed for mangfoldigheden. Hendes håb er, at næste generation kan skrive frit, uden at skulle vælge mellem deres sprog.

Bogmarkedets realiteter

Et af de mere konkrete emner i samtalen er bogmarkedets vilkår. María forklarer, at de spanske forlag ofte er tilbageholdende med at investere i ekvatorialguineansk litteratur, fordi markedet opfattes som lille. Det er en selvopfyldende profeti, der gør det svært for nye stemmer at bryde igennem.

Hun har derfor valgt at samarbejde med uafhængige forlag og bogmesser i Latinamerika og Vestafrika. Disse platforme giver hende mulighed for at nå læsere, der aktivt søger alternative fortællinger. Hun nævner også sociale medier som en afgørende kanal, hvor hun kan kommunikere direkte med sit publikum. For små magasiner og kulturplatforme kan annoncering være en måde at skabe økonomisk råderum til at formidle nye stemmer.

Samtalen slutter med en bemærkning om de nye generationer af læsere. De vokser op med internettet og globale streamingtjenester, og de er mere åbne over for flersprogede tekster end nogen tidligere generation. Det giver María et forsigtigt håb om, at hendes forfatterskab ikke kun er et kuriosum, men et udtryk for den virkelighed, der venter forude.

Denne samtale rummer flere lag end dem, man umiddelbart fanger ved første læsning. Sproget er ikke blot et redskab, men et levende arkiv over erindring, tab og fornyelse. Identitet formes ikke i isolerede rum, men i mødet mellem flere verdener, og den ekvatorialguineanske litteratur er et kraftcenter for denne forhandling. Det, man bør tage med sig, er at hvert sprog bærer en hel historie, og at fortællinger som María Nsues minder os om, at vi alle er formede af de stemmer, vi lytter til.