Interview med en ekvatorialguineansk forfatter om postkolonial identitet

Ekvatorialguinea er et af Afrikas mindst omtalte lande, selv om landets historie rummer en kompleks blanding af afrikanske traditioner, spansk kolonial arv, migration og politiske spændinger. I litteraturen bliver denne kompleksitet til et rum, hvor spørgsmål om tilhørsforhold, sprog og erindring kan undersøges uden at blive reduceret til én national fortælling.

I denne samtale fortæller en ekvatorialguineansk forfatter om at skrive fra et land, hvor flere kulturer lever side om side, og hvor identitet sjældent kan beskrives som entydig. Hun taler om kolonialisme, kvinders stemmer, diasporaen og om nødvendigheden af at skabe litteratur på egne præmisser.

En identitet formet af flere historiske lag

Hvad betyder postkolonial identitet for dig?

“Det er en identitet, der hele tiden forhandler med historien. Jeg bærer spor af de samfund, mine forældre og bedsteforældre levede i, men jeg er også formet af nutidens Ekvatorialguinea, af afrikanske traditioner og af den spanske koloniale arv. Postkolonial identitet handler derfor ikke kun om at overvinde kolonialismen. Den handler også om at forstå, hvordan koloniale forestillinger stadig påvirker vores blik på os selv.”

Forfatteren beskriver identitet som noget levende frem for en fast kategori. I hendes værker møder læseren karakterer, der bevæger sig mellem by og landsby, mellem familieforventninger og personlige valg, mellem den lokale virkelighed og de billeder, som omverdenen har skabt af Afrika.

“Jeg er skeptisk over for fortællinger, hvor en person skal vælge mellem at være afrikansk eller moderne. Den modsætning er kunstig. Vi kan være dybt forankrede i vores arv og samtidig skabe nye måder at leve på.”

Sproget bærer både sår og muligheder

Ekvatorialguinea skiller sig ud ved at have spansk som officielt sprog sammen med fransk og portugisisk, mens flere afrikanske sprog bruges i hverdagen. Denne sproglige arv er et centralt tema i forfatterens arbejde.

Hvordan påvirker sproget din skrivning?

“Spansk er det sprog, jeg skriver på, men det er ikke et neutralt sprog for mig. Det kom med kolonimagten, skolen og administrationen. Samtidig har vi gjort det til vores eget. Når jeg skriver på spansk, ændrer jeg rytmen, billederne og perspektivet. Jeg skriver ikke som en europæer, der ser på Afrika. Jeg skriver som en afrikansk kvinde, der bruger et historisk kompliceret redskab.”

Hun forklarer, at mange af hendes sætninger udspringer af mundtlig fortællekunst. Gentagelser, stilhed og billedsprog fra familiens samtaler finder vej ind i romanerne, også når teksten er skrevet på et europæisk sprog. For hende er sproglig frigørelse derfor ikke nødvendigvis et spørgsmål om at forkaste spansk.

“Det afgørende er, hvem der ejer stemmen. Et kolonialt sprog kan også blive et sted for modstand, hvis vi fylder det med vores erfaringer, vores humor og vores måde at forstå verden på.”

Kvinders erfaringer skal frem i lyset

I mange afrikanske litterære traditioner har kvinder båret familiernes erindringer, men deres perspektiver er ikke altid blevet skrevet ind i den officielle historie. Forfatteren ser litteraturen som en måde at gøre disse erfaringer synlige på.

Hvilke kvindelige fortællinger ønsker du at løfte frem?

“Jeg skriver om kvinder, der sjældent bliver kaldt historiske personer: mødre, sælgere, lærere, sygeplejersker og piger, der forsøger at finde et sprog for deres fremtid. De har måske ikke adgang til magtens institutioner, men de former samfundet hver dag.”

Hendes kvindelige karakterer fremstilles ikke som symboler på lidelse. De er ambivalente, morsomme, vrede, begærlige og fejlbarlige. Den nuancering er vigtig, fordi afrikanske kvinder ofte bliver beskrevet gennem to yderpunkter: som ofre eller som urokkelige superkvinder.

“Jeg vil give mine figurer lov til at være hele mennesker. En kvinde må gerne være stærk og træt på samme tid. Hun må gerne elske sin familie og kritisere de normer, familien bygger på.”

Hjemlandet og diasporaen i samme fortælling

Mange mennesker fra Ekvatorialguinea lever uden for landet, blandt andet i Spanien og andre dele af Europa. Migration skaber nye muligheder, men også en særlig form for splittelse, hvor hjemlandet kan føles både nært og fjernt.

Hvad betyder diasporaen for din forståelse af hjem?

“Diasporaen lærer os, at hjem ikke altid er et geografisk sted. Det kan være et måltid, en sang, en accent eller den måde, en bedstemor udtaler ens navn på. Men jeg vil heller ikke romantisere det. At leve mellem steder kan være ensomt. Man bliver ofte bedt om at forklare sin identitet, som om den skal kunne sammenfattes i én sætning.”

Forfatteren mener, at afrikansk diaspora-litteratur bør få lov til at være lige så forskelligartet som de miljøer, den udspringer af. En person fra Malabo, Madrid eller Bata kan have helt forskellige erfaringer, selv om de deler historiske forbindelser.

“Vi har brug for flere fortællinger om hverdagsliv, ikke kun om migration som krise. Diasporaen rummer også forelskelse, venskab, arbejde, kunst og latter. Det er vigtigt, at vores liv ikke kun bliver fortolket gennem tab.”

Litteraturen som arkiv og modstand

Når et lands historie er præget af kolonialisme, autoritære perioder og begrænset international opmærksomhed, får litteraturen en særlig funktion. Den kan bevare stemmer, som ellers risikerer at forsvinde fra arkiverne.

Er skrivning en form for politisk handling?

“Al skrivning er politisk, også når den ikke handler direkte om politik. Når jeg skriver en kvinde frem som et menneske med begær, tvivl og egne beslutninger, udfordrer jeg allerede en bestemt orden. Når jeg bruger lokale billeder og historiske minder, siger jeg, at vores erfaringer er værd at huske.”

Hun understreger dog, at forfattere ikke skal pålægges rollen som repræsentanter for hele nationen. Afrikanske forfattere bliver ofte mødt med krav om at forklare et helt kontinent eller levere en entydig politisk analyse.

“Jeg vil gerne skrive om uretfærdighed, men jeg vil også skrive om skønhed. Et marked ved havet, en families skænderi, en ung kvindes første bog, en fest hvor alle synger falsk. Modstand handler også om at insistere på kompleksitet.”

Kulturelle møder kan være med til at skabe netop disse forbindelser mellem forfattere, læsere og kunstnere. Derfor giver det mening at følge kulturelle begivenheder, hvor afrikanske perspektiver kan mødes på tværs af landegrænser og discipliner.

En fremtid skrevet med egne ord

Hvad håber du, at unge læsere tager med fra dine bøger?

“Jeg håber, de føler sig mindre alene i deres sammensathed. De behøver ikke vælge én identitet fra for at få plads til en anden. De kan være ekvatorialguineanske, spanske, afrikanske, europæiske eller noget, de selv finder et navn for.”

Hun efterlyser samtidig et stærkere litterært økosystem i Ekvatorialguinea og i diasporaen. Det kræver biblioteker, oversættelser, skriveværksteder, forlag og kritikere, som tager lokale udgivelser alvorligt. Uden sådanne strukturer kan mange bøger forblive usynlige, selv når de rummer vigtige erfaringer.

“Vi skal ikke vente på, at nogen udefra giver vores litteratur værdi. Internationale læsere er velkomne, men vores første ansvar er over for de mennesker, hvis liv vi skriver om. En bog skal kunne tale til et barn i Malabo, en studerende i Madrid og en kvinde, der aldrig har set sig selv i en roman.”

Samtalen efterlader et billede af postkolonial identitet som en åben proces snarere end en færdig definition. Den findes i sprogets skift, i familiernes erindringer, i kvinders hverdagsarbejde og i de valg, som nye generationer træffer.

At læse ekvatorialguineansk litteratur er derfor ikke blot at lære et overset land bedre at kende. Det er at møde mennesker, der skriver deres egen historie med flere stemmer på én gang. Et praktisk sted at begynde er at opsøge forfattere fra Ekvatorialguinea, læse deres værker i sammenhæng og notere, hvilke ord og perspektiver de selv bruger til at beskrive hjem, arv og fremtid.