At rejse alene til Vestafrika som ung kvinde

Der findes rejser, man planlægger længe, og dem der bare opstår i en, mens man sidder med en kop te og læser om et sted, man aldrig har sat fødderne i. For mig begyndte turen til Vestafrika som en stille længsel, der voksede i samtaler med min mormor om landsbyer i Ghana og rødder i Senegal. Hun beskrev markederne, duften af jord efter regn og den måde, kvinderne bar hinandens børn. Da jeg som 24-årig bookede flybilletten alene, vidste jeg, at det ikke bare var en ferie. Det var en samtale med mig selv.

Jeg havde rejst før, men aldrig alene. Tanken om at stå i Accras lufthavn med kun min egen stemme var både skræmmende og tiltrækkende. Jeg ville mærke, hvordan det føles at blive set og mødt på egne præmisser, ikke som nogens datter eller kæreste. Vestafrika tiltrak mig som et spejl, der kunne vise mig sider af min egen historie, jeg aldrig havde fået lov at udforske.

Hvorfor alene?

Spørgsmålet kom fra næsten alle: hvorfor tager du ikke en med? Min søster tilbød at følges, men jeg sagde nej. Jeg ville have friheden til at stoppe op, når noget trak i mig, uden at skulle forhandle om næste skridt. Jeg ville kunne græde offentligt, hvis det var det, kroppen havde brug for, eller synge med på et nummer uden at føle mig flov. At rejse alene handlede for mig om at lære min egen rytme at kende, uden en anden persons nærvær som krykke.

Samtidig vidste jeg, at der var en særlig værdi i at være en ung sort kvinde alene i Ghana, Togo og Senegal. Jeg var både turist og et billede på, at vi kan tage plads i rum, der ikke altid er designet til os. Hver gang jeg sad på en bus eller delte et måltid med fremmede, blev jeg mindet om, at min tilstedeværelse var en lille handling i sig selv.

Forberedelsen som rituel handling

Ugerne op til afrejsen blev en form for forberedende ceremoni. Jeg læste om kolonihistorie, lærte et par sætninger på twi og wolof, og søgte efter sorte kvinders tips til at rejse sikkert og kulturbevidst i Afrika for at forstå, hvordan andre havde gjort det før mig. Jeg syede små lapper i mit tøj i farver, der mindede mig om kente-stoffet, som en stille hilsen.

Jeg skrev også breve til mig selv, som jeg først måtte åbne undervejs. Det var en idé fra en ældre kvinde, jeg mødte online. Hun fortalte, at hun havde gjort det samme på sin første solorejse, og at brevene hjalp hende med at huske, hvad hun egentlig var draget ud for at finde. Jeg pakkede dem mellem strømper i kufferten, som små hemmeligheder mellem foldede bluser.

Første skridt på vestafrikansk jord

Da flyet lettede fra Accra og varmen ramte mig ved udgangen af lufthavnen, forstod jeg, at intet havde forberedt mig helt. Luften var tykkere, og lyden af mennesker, der råbte på tværs af fortovet, mindede mig om min barndoms gade. Jeg blev mødt af en ung mand med et skilt med mit navn, arrangeret gennem en kvinde, som min mormor kendte via en fætter i London. Sådan fungerer slægtskaber på tværs af kontinenter.

Den første nat vågnede jeg klokken tre, fordi jeg troede, at en tyv var brudt ind. Det viste sig at være gekkoer på loftet og en due, der kurrede uden for vinduet. Jeg lo af mig selv og lå vågen og lyttede til en by, der aldrig helt sov. Der var noget trygt i denne summen, som om verden hele tiden mindede mig om, at jeg var et lille hjul i et stort maskineri.

Mødet med de andre kvinder

Det mest overraskende var ikke strandene eller savannen, men kvinderne. En aften i Dakar sad jeg på en plastikstol uden for en bod og spiste thieboudienne, da en kvinde i fyrrerne spurgte, om hun måtte sætte sig. Hun hed Awa og var lærer. Vi talte i timevis om alt fra migration til forventninger til døtrene, og hun inviterede mig med hjem til sin familie næste weekend.

Sådan blev mønstret for hele turen. Jeg blev inviteret ind i hjem, jeg aldrig havde hørt om, fik lov at bære et barn på hoften, mens moderen forklarede opskriften på jollof rice, og lærte at sidde stille uden at føle, at jeg behøvede at præstere noget. Hver kvinde tilføjede et nyt lag til den fortælling om sort kvindelighed, jeg havde med hjemmefra. Flere af disse møder har jeg delt i kvindeprofiler i magasinet, fordi deres stemmer ikke kun skulle leve i min dagbog.

Sprog, stilhed og en ny form for hørelse

Jeg taler ikke flydende fransk, og mit wolof var begrænset til høflighedsfraser. Alligevel opdagede jeg, at sproget sjældent var en barriere, når jeg var til stede med min krop og mit blik. Når jeg ikke forstod et ord, pegede jeg på min tallerken og spurgte med en håndbevægelse. Folk lo, og jeg lo med. Latter blev en bro mellem os, mere effektiv end nogen ordbog.

Den stilhed, jeg lærte at holde ud, var en anden slags gave. På markederne i Lomé, hvor sælgere råbte, musik strømmede fra højttalere, og børn løb mellem benene på os, lærte jeg at finde et indre rum, hvor jeg kunne observere uden at dømme. Vestafrika lærte mig at høre på en ny måde. Ikke blot lytte til ord, men til pauserne, latteren og den måde, en kvinde skubbede en stråhat op i pand